I 2013 utkom Ellen Wulffs danske oversettelse av gigantverket Tusen og én natt, et arbeid som virkelig fortjener betegnelsen «oversetterbragd». Ikke bare fordi dette er den første komplette oversettelse av verket til et skandinavisk språk, eller fordi hun oversatte den på rekordtid (fem år – hun må ha tatt natten til hjelp!), men fordi Wulff gjendiktet all poesien i de opprinnelige tolv klassiske versemålene og gjenskapte den arabiske prosaens bokstavrim.

Om utfordringene i oversettelsen sier Wulff:

«Tusind og én Nat folder sig ud i kaliffens seng, så tæt på hoffet man kan komme, og mange af Shahrazads historier foregår ligeledes i de højere samfundslag, bl.a. Historien om Abu Nuwas med de tre drenge og Kaliffen. Det spiller dog ingen rolle for det sproglige niveau om historien foregår blandt vesirer og emirer, stenrige købmænd, håndværkere, bønder, banditter og tiggere eller på bunden af samfundet, som i historien om manden der slæber slagteriaffald ud på møddingen: Alle taler ens, konge som fisker, et jævnt og folkeligt sprog med et beskedent ordforråd og simpel syntaks, talesprog. Historierne er mundtligt overleveret, og skønt der eksisterede skriftlige forlæg – vi finder spor så langt tilbage som i 800-tallet – blev historierne ikke læst op i kongepaladset, men bramfrit fortalt i suqen, senere i kaffehuset, til folket på folkemål.

Ved siden af den berettende lavprosa til gengivelse af handling, og i skarp kontrast hertil, finder vi i værket de to genrer rimprosa og poesi der begge repræsenterer høj stil og benyttes til beskrivelse af stemninger og følelser.

Den første – og muligvis også den største – udfordring i oversættelsen var at lade denne kontrast komme til udtryk. Historien om Abu Nuwas (63) består tydeligt af to dele, én del præget af beskrivelse og med meget lidt handling, den erotiske del med vovede digte og vinlyrik hvor prosaen næsten udelukkende er rimprosa, og én del med meget lidt beskrivelse, men med masser af handling, en falde-på-halen-komedie der truer med at udvikle sig til en tragedie, blottet for poesi og næsten også for rimprosa. Overgangen fra første til anden del forkyndes ved at nogen banker hårdt på døren. Idyllen forstyrres af kaliffen, og Abu Nuwas vækker hans vrede ved at kalde ham en horkarl. 

Poesien kunne gengives rent grafisk, knækprosa sat op som poesi, uden rim og metrum. Den løsning fravalgte jeg som ufestlig. Men skulle jeg så rime i par? Eller skiftevis? Skulle jeg vælge alexandriner eller blankvers? Jeg valgte den letteste løsning: at følge originalen i tykt og tyndt, og derefter havde jeg ikke én metrisk bekymring i denne verden … »

Hvilke andre bekymringer som likevel holdt Ellen Wulff våken i tusen og én natt – og hvilke som nå gjør Amund Bjørsnøs søvnløs under arbeidet med den norske oversettelsen av verket, får du høre mer om lørdag 20. februar på Oversatte dager!